Investor kom ind fra højre: Brødre fik lov at købe ejendom med 800 køer
Mathias Eg Jensen (t.v.) og Kenneth Eg Linding (t.h.) lykkedes i efteråret med at købe St. Hebo vest for Varde. De har i flere år arbejdet på at blive selvstændige. Fotos: Peter W. Mogensen.
Artikel fra Landbrugsavisen
Mathias Eg Jensen og Kenneth Eg Linding fik efter flere mislykkede forsøg mulighed for at købe et stort kvægbrug som stod til salg hos EDC Videbæk Landbrug. Investoren fandt de ved et tilfælde.
Nogle gange oplever man uventet modstand, og andre gange står man det helt rigtige sted, så heldet tilsmiler én.
Det er de to brødre Mathias Eg Jensen og Kenneth Eg Linding et godt bevis på. De har i en del år arbejdet på at købe et fælles kvægbrug, og efter flere anstrengelser og afslag lykkedes det i efteråret 2022.
Deres lange og seje kamp går over tre-fire ejendomme, hvor de lagde budgetter og søgte finansiering, og hvor sidstnævnte ikke kunne opnås.
- Vi har også arbejdet sammen på et kvægbrug, hvor planen var, at vi skulle overtage det. Men da det kom til at tale om prisen, stod vi for langt fra hinanden, fortæller Kenneth Eg Linding.
Hjælp fra investor
Da de gik i forhandling med konkursboet bag ejendommen St. Hebo vest for Varde, havde de allieret sig med en investor. En tidligere minkavler ville gerne hjælpe brødrene i gang, men usikkerheden omkring udbetalingen af minkerstatningen gjorde, at bank og kreditforening til sidst takkede nej.
I forhandlingsforløbet allierede brødrene sig med Morten Dahl Thomsen, cheføkonom hos Sagro, og da han helt tilfældigt havde fået en henvendelse fra en investor, som ville investere i landbrug, var han ikke sen til at skabe kontakt.
- Det var afgørende for, at det lykkedes denne gang. Skjern Bank har også en stor aktie i at det lykkedes, og vi fik også Vækstfonden med, fortæller Mathias Eg Jensen.
Brødrene ejer 60 procent af selskabet St. Hebo Mælkeproduktion Aps, imens investor Susanne Poulsen ejer resten. Hun anser sig selv som en passiv investor og ønsker ikke at kommentere investeringen.
Et godt makkerpar
Brødrene har delt ansvaret således, at Kenneth står for stalden og de 11 ansatte, imens Mathias tager sig af disponering markbruget, økonomi og vedligehold.
Selv om de nu hæfter for en stor milliongæld, mener de ikke, at meget har ændret sig mellem dem.
- Vi har alle dage været gode til at snakke om tingene, og vi ved, hvad vi hver især er gode til. Og vi er trygge ved, at vi hver især træffer fornuftige beslutninger, siger Mathias Eg Jensen.
Brødrene ser også en fordel i at være to om ansvaret, så de er knap så sårbare.
- Og så kunne ingen af os på egen hånd løfte det her projekt. Det er jo kun, fordi vi er to, siger Mathias Eg Jensen.
De har god kontakt til den tidligere ejer, som gerne hjælper ved tvivlsspørgsmål, og de 11 ansatte har sikret en god opstart.
- Den meget høje mælkepris har da bestemt også skubbet i den rigtige retning, selv om omkostningerne også er høje, mener Kenneth Eg Linding.
Samle produktionen
I den nære fremtid indleder de et byggeri af en velfærdsstald på den ene af de to medfølgende ejendomme. Når stalden står klar, skal mælkeproduktionen samles på ét sted.
- Selv om der er flere usikkerhedsmomenter omkring landbruget, tror vi på mælkeproduktionen. Det er derfor, at vi bygger et anlæg, som rækker godt ind i fremtiden, siger Kenneth Eg Linding.
Gentagne konkurser: Brødre er fjerde ejer på 12 år
Nogle vil måske slå korsets tegn, hvis de blev præsenteret for en ejendom, som er gået konkurs ikke mindre end tre gange i løbet af ti år.
Men historikken for den ene af de to ejendomme bag St. Hebo Mælkeproduktion skræmte ikke Mathias Eg Jensen og Kenneth Eg Linding.
- Kurator og mægler sigtede faktisk efter at sælge bedrifterne hver for sig. Men vi gjorde det klart, at det var alt eller intet, siger Kenneth Eg Jensen.
Rationalet bag brødrenes ønske er, at ejendommen med konkurshistorikken har det bedste og mest fremtidssikrede produktionsapparat af de to medfølgende ejendomme.
- Der kommer nogle lovkrav til kvægstalde i 2034, som spærrer for produktion på den ene ejendom, men på den anden er de lette at indfri. Derfor ville vi have den med. Det er også dér, at vi ville bygge velfærdsstald og samle de malkende køer og småkalve, fortæller Kenneth Eg Linding.
På den anden ejendom skal opdrættet opstaldes, og der vil i starten være god plads. I forbindelse med konkursen blev der frasolgt 400 kvier, og brødrene har derfor været nødt til at købe dyr ind for at følge med og udvide en lille smule.
Med små justeringer er det lykkedes at løfte køernes daglige, leverede ydelse fra 28,5 til 33 kilo EKM, men brødrene har ingen intentioner om at gøre sig bemærket med en særligt højtydende besætning.
- Det økonomiske afkast er vigtigst, og det vil vi jagte via en sund besætning og en god grovfoderforsyning, fortæller de.
Står du og er i markedet for en landbrugsejendom, så har vi en række landejendomme til salg, som du kan se her.
EDC Videbæk Landbrug: Din partner i salg af Landbrugsejendomme
EDC Videbæk Landbrug er ikke kun en mægler; de er eksperter i salg af landbrug. Deres team af specialiserede mæglere har års erfaring og en passion for landbrug, hvilket sikrer, at hver ejendom bliver præsenteret og solgt på den bedst mulige måde. De forstår de særlige udfordringer og muligheder, der følger med salg af landbrugsejendomme, og anvender denne viden til at opnå de bedste resultater for deres kunder.
Personlig Service og Skræddersyede Løsninger
Hos EDC Videbæk Landbrug ved de, at hvert landbrug er unikt. Derfor tilbyder de personlig service og skræddersyede løsninger, der er tilpasset hver enkelt ejendoms specifikke behov og potentiale. Fra den indledende vurdering til markedsføring og den endelige handel, sikrer EDC Videbæk Landbrug, at du føler dig støttet og informeret gennem hele processen.
Har du en landejendom som du ønsker at sælge, så hører vi gerne fra dig.
Vores telefoner er altid åbne, og vi rådgiver og vejleder dig gennem hele salgsprocessen - når du har tid.